mandag den 15. august 2011

Lidt om Lone

Som jeg skrev for snart 14 dage siden, så er jeg ikke så aktiv her på bloggen for tiden. Grunden er ikke sommerferie, men desværre fortalte min mand mig forrige mandag at det ikke skulle være os to mere. Han havde brug for tid og plads for sig selv. Jeg blev chokeret, men er jo nødt til at acceptere det. Nu bor jeg alene i vores gamle hus og håber at det bliver muligt at blive boende. Det er her jeg trives både indendørs og udendørs i haven. Jeg slapper godt af her og kan sagtens være her alene med min to katte og 6 høns. 
Jeg slapper af med at nusse rundt i haven, plukke lidt brombær og blåbær. Her er så mange søde naboer og kort vej til alt.
To mandige kvinder m/k

Der er ikke overskud til at kokkerere i køkkenet, men jeg regner med at energien kommer igen. Lige nu bliver aftenerne brugt på terrassen med skriggrønne stearinlys omkring mig, lydbogen kører og jeg tænker så det knager. Jeg prøver at tænke masser af positive tanker og ser fremtiden lys og med masser af tilbud. Spanskkurset og svømningen er blevet tilmeldt. Et strygejern er købt og en støvsuger er bestilt. Hjemmet er ved at blive delt.

Big Fat Snake, taget på min lille Nokia mobil

Billetterne til Smukfest er blevet brugt. Mange oplevelser der gjorde dagene gode. Jeg fik hørt  Big Fat SnakeMorgenbajer m/ PowlsOzzy Osbourne, lidt Brødrene Olsen (skuffende, de spillede med playback orkester, så kun de to brødre var på scenen),  Kalles World Tour v/Brændpunkt, en smuk og følsom koncert med Søren Huss, lidt Michael Learns To Rock  Kalles World Tour v/Brændpunkt (skønt enmands orkester med skøre meget musikalske Kalle), lidt Medina, Kasper Winding Sikke han kan komme ud over scenekanter, stor respekt.  Pretty Maids, der var fest og mine børn er forundrede over min musiksmag! En anelse Sort Sol (kun pga min træthed),  Stand Up for Skb. 2011, fantastisk,  De Eneste To som spillede det bedste af de to! , lidt  Beth Hart med brasiliansk orkester som ekstranumre.... Aarhus Symfoniorkester smuk søndag formiddag i de smukkeste omgivelser, den altid dejlige Rune Klan: Det smukke show og til sidste rosinen i pølseenden Tom Jones, som gav den hele armen, men hans stemme er blevet noget slidt. Jeg er dog glad for at have set ham. 
De vigtigste indkøb blev et regnslag, stort armygrønt og tørt!, uldstriktrøje og luftmadras til håndpumpe. 

Rune Klan med afrikanske dansere

Sir Tom Jones

Legende børn foran Bøgescenen

Nu sidder jeg på terrassen i ro og fred, lydbogen er slut og det er snart sengetid. Soveposer, madrasser, regnslag mm har hængt til tørre hele dagen. Hverdagen er i gang.

Jeg har kikket på elcykel, så jeg kan komme lidt mere omkring... det bliver nok rigtig godt.


11 kommentarer:

  1. Tingene går ikke altid lige som vi måske forventede det, pludselig bliver der vendt op og ned på alting. Det lyder dog som om du formår at kigge fremad, så jeg vil ønske dig held og lykke på din nye vej med de "bump" der uværgeligt vil dukke op. Tak fordi du deler så flot med os.

    SvarSlet
  2. Hej Lone

    Det var dog trist at høre. Jeg håber, du kommer igennem det på bedste måde.

    - Ungersvenden

    SvarSlet
  3. Der er faldet en granat i din lejr, og nu må du få ryddet op lidt efter lidt. Heldigvis kan jeg høre, at du har fat i den rigtige ende - nemlig at holde fast i det positive og at komme ud blandt andre.
    Jeg hørte engang, at en skilsmisse kunne være værre end et dødsfald, fordi den anden jo stadig var der. Bare i en uopnåelig udgave. Tiden vil jo også læge dine sår og helt sikkert føre dig til oplevelser, som du ellers aldrig ville have fået. Glæd dig til dem.

    Knus. Diane

    SvarSlet
  4. Jeg kan godt forstå at du er rystet i din grundvold, hvis du ikke havde set det komme!
    Nu må du bygge et nyt liv op for dig selv, sten for sten og du beskriver så fint at det er nødvendigt at holde det positive syn på det for at komme videre.
    Jeg krydser fingre for at du kan beholde din dejlige have og hente lidt overskud der.
    Hilsen fra Berit

    SvarSlet
  5. Kære havevenner
    Hvor er I bare søde, de er lige sådan nogle ord jeg har brug for her til morgen. Jeg skal nok lige have læst kommentarerne flere gange, de kloge ord I deler ud af, varmer langt ind i sjælen og gør at jeg "nok" tør hoppe ud i blogverdenen igen, hvilket var meget svært denne gang.
    knus Lone

    SvarSlet
  6. Kære Lone, jeg ønsker at alt bliver godt for dig i dit nye liv og det lyder som om at du er godt på vej ind i det:) Jeg håber at du kan blive boende, hvis det er det du helst vil. Mange varme tanker her fra Bagsværd og til dig:)

    SvarSlet
  7. Der er aldrig noget der er så galt at det ikke er godt for noget....siger et gammelt ordsprog. Men der kan gå en rum tid inden man får øje på det gode i enhver situation, men det er der, - man skal bare være åben. :O)

    De bedste ønsker og masser af stærk energi til dig.

    SvarSlet
  8. Hej Lone, det er jeg ked af at høre på dine vegne. Uanset om man har set det komme eller ej, så er det et chock, når ens liv forandres så drastisk. Det lyder som om du evner at arbejde med de positive ting også, og jeg håber at du kan blive boende i dit hus med den dejlige have, som vil gavne sjælen både når man er trist og når man er glad.

    Ulla

    SvarSlet
  9. Ja det var da af et chok at få, det skal da godt nok lige fordøjes, men det lyder som om, du tager det positivt, så mon ikke det går.
    Giv endelig ikke slip på bloggen, som du kan se støtter vi alle op om dig, så godt vi kan på afstand.
    Mange gode tanker her fra.
    Lisbeth

    SvarSlet
  10. Jeg vil tilslutte mig alle de kloge ord, som de andre har skrevet ovenfor.
    Det gør mig ondt for dig, men du lyder som om du nok skal klare dig igennem det. Og jeg håber også at du kan beholde din have, så du har dit fristed at lade op i.
    Mange varme hilsener
    Hanne

    SvarSlet
  11. Kæreste Lone, Solen skinner altid på dig selvom der i øjeblikket er lidt grå skyer for den. Det er en svær tid du går i møde, men du kommer igennem. Det er derfor vigtigt, at du holder fast i dine interesser, og husker at nyde livet. Som du kan se, er vi mange i blogverden, der støtter dig min ven :-)

    Ha' en dejlig dag, med sol over Hinnerup :-)

    Knus - K

    SvarSlet

Dejligt at du er her og lægger en kommentar;-). Jeg svarer på den hurtigst muligt, men skal lige ind fra haven. Kh Lone