søndag den 19. juni 2011

Dagen i haven

Allan har lagt ca ½ tons ekstra barkflis omkring bøgehækcirklen og de andre bøgehække, nej hvor det pynter. Jeg har været i drivhuset og bundet tomatplanterne op og fjernet lidt ukrudt omkring planterne. Herligt, nu håber jeg snart på lidt tomathøst, men det varer nok lidt endnu!
Eftermiddagskaffen fik jeg serveret af Allan sammen med nogle dobbelte chokolademakroner med chokoladesnask i mellem. Det var Thomas genbo, der selv havde lavet dem, selvom Allan havde hørt fra ham at det var hans mor, men det fik jeg løst, da jeg afleverede tallerkenen sammen med lidt  hjemmelavet rabarbersyltetøj.... 

Vi skal have en lille lækker terrasse foran drivhuset, mangler lige at lægge fliser

I morgen får vi besøg af min mor Alice og hendes mand Per med campingvogn, som de næste dage skal stå i vores indkørsel. Der lyder menuen på gammeldags oksesteg med kartofler og peberrodssovs. Desserten må blive jordbær fra Baltzergården.

lørdag den 18. juni 2011

Familiehygge på Søstjernen

Så har svigermor Vera kaldt til samling igen på Søstjernen i nærheden af Haderslev. Så vi kørte alene uden vores dejlige unger (som forbereder den sidste eksamen på tirsdag!). 



Knud Erik, Allans moster og onkel Henry, Allan onkel Finn og Karin, Allans søster Anette og Ib, sønnerne Rasmus og Nicolaj. Vera og Knud Erik havde som ofte før bestilt en overraskelses menu "Tør du?" og vi har fået meget lækkert mad de sidste mange år. Igen havde køkkenet overrasket os: citronmarineret laks med store rejer og aspargesstykker, varmtrøget laks, forskellige spanske pølser, stege med struds, lam og tzatziki, and, kalv mm. Salater med bla balsamiko-marinerede jordbær, store kvarte kartoffelbåde og nogle jeg ikke kan huske pt. Ostebord med forskellige oste, bla en "fynsk" hjemmelavet rygeost, kiks og lækre radiser. Her blev så indlagt en lille gåtur i det blandede vejr (en anelse sol, lidt store og små byger) i regntøj. Ud blandt duftende roser både fra haver og hybenroser på stranden, det våde tang og en lille tur ud over vandet på den smalle badebro, hvor ingen af os havde lyst til at komme i vandet, da det ikke var muligt at se ned i vandet. Der var dog en lille fornemmelse af sommer, bittelille.

Hurtigt var kaffebordet klar med æblekage og flødeskum, italiensk islagkage og mærkelige små underligt smagende røde, gule, blå og grønne småkager, som viste sig at være macarons, som nu er googlet til franske makroner, se en opskrift her Dem skal jeg selv prøve at lave en dag med æggehvider og hjemmelavet mandelmel, det lyder spændende, måske på torsdag, hvor vi fejre at Ernesto er blevet student;-)


Snakken gik hen over bordet, som det plejer. Maverne var fyldte til bristepunktet med herlig mad. Det viste sig at vi også skulle have "skrupaf-mad" eller som Vera heller ville kalde det "Velkommen en anden gang". Så kom Finn, Ib, Allan og jeg ud på en længere gåtur, det var godt og tiltrængt og jeg fik taget billeder med min mobil, som jeg vil vise på et andet tidspunkt, da jeg er for træt og ikke lige kan huske det;-) Vi fik æggekage, en kæmpe portion æggekage, som de andre slugt med stor sult (?), men jeg kunne ikke spise noget. Da vi kørte en time efter fik jeg dog en Hansen Is med til bilturen, en Eskimo og den var lækker. Den var ukendt for mig, men godt indhold af flødeis og chokolade (Valrhonas Caraibe Crand Cru chokolade)

Det kan være svært at vælge den rette is
Nu er vi hjemme, Allan er gået i seng og jeg kommer snart.... Nat nat til alle

fredag den 17. juni 2011

Gåsebiller og gåsebillelarver

For et par uger siden var der gang i græsplænen af gåsebiller. Gåsebillerne er metalblanke blå og kobberfarvede biller og lette at se i sollyset. Jeg startede med at genbruge ideen med en ketcher til stangtennis til at ramme dem, da hvis man bare  træder på dem, så synker de bare ned i græsset og dør ikke! Så brillerne af og igang med en gang "gåsebilletennis". 


Gåsebiller. Venligst lånt af Havenyt og
Foto: Bjørli Martha Lehrmann
Heldigvis kom jeg på en endnu bedre ide et par dage efter, da det var en noget hård omgang at slå hele tiden og ikke ramme hver gang! Natalia har et par træklipklapper, som hun ikke kan bruge... dem kunne jeg prøve, det var lige som at klappe et par grydelåg sammen - bare mindre. De første mange gange gav jeg mig et par over fingrene, men så kom rytmen og sikke nogle sikre slag. De døde på stribe - og under parring!

Gåsebiller. Fotoet venligst lånt af Bayergarten.dk
Under nedlægningen af gåsebillerne kom jeg til at tænke på hvordan mon deres larver så ud og samme aften googlede jeg gåsebillelarver og sikke en overraskelse, deres larver ligner lidt en hvid reje/hvepsagtig larve OG sådan et par enkelte stykker var jeg faldet over de sidste par somre! så det er vigtigt at kende billen og kende larven. Næste gang jeg falder over sådan en larve, så bliver den trådt på - grundigt! Sidst sådan en blev fundet, blev den hurtigt pakket ind i jorden igen. 

Højbede II

Hvor er det skønt at få gjort haven skøn og afslappende. Som tidligere skrevet er vi godt på vej. Forrige weekend fik vi sat nogle højbede op. De er nu tilplantet med artiskok, lidt jordbær, vist 6 forskellige slags squash, grønkål, kæmpe purløg. Meningen er at der ialt skal være 5 højbede med tre pallerammer ved siden af hinanden. Bedet med jordbær er ikke gjort færdigt, da vi lige skal have høsten i hus og ikke ønsker at "ødelægge" bedet. I går aftes fik jeg tilplantet bedet med blåbærbuskene efter at have renset jorden i bund. Fundet blev ca 50 ens søm, lange søm, skruer, glasstumper, spidsen fra et termometer, porcelænssmåstykker og mange mange store sten. Inden vi flyttede ind, var der her en kæmpe hønsegård, men hvad der har været før i tiden, aner jeg ikke. Vi har dog fundet kilovis af porcelænsstykker og glasskår i årenes løb!

Højbedet med squashplanterne og artiskok
Højbedet i midten er med grønkål, lidt iceberg og pluksalat i forgrunden
Blåbær i nærmeste højbed

tirsdag den 14. juni 2011

Højbede

Så er haven igen i gang med at forandre sig. For en uge siden købte vi pallerammer, som Allan fik givet sort træbeskyttelse. Nogle af dem er plantet til med artiskok, salater, grønkål, forskellige squashplanter fra Mie. Jeg har også fået sået lidt rucola, radiser og dild mellem rækkerne. Lidt blomster er sat i kanterne.
Kasserne er flyttet rundt for at visualisere, hvor de står bedst. Det bliver bare bedre og bedre, jeg får taget et par billeder om lidt, så kommer de med her på blokken. 
Klematisserne blomstrer i det små, ja, en stor nydelse. Jeg har fortsat mange planter, der skal plantes ud, hvor skal de dog stå, det aner jeg ikke. Der bliver givet blomster væk til højre og venstre. Om et par uger skal jeg mødes med blomsterdalen, så kommer jeg nok af med flere blomster. Herligt! Jeg kan ikke lide at smide blomster ud, men det kender I nok!

onsdag den 8. juni 2011

Krukkerne fra krukkekursus

Jeg har også glemt at vise mine krukker fra krukkekurset hos Tove Ladefoged. Som jeg fortalte var det en herlig dag og tirsdag i sidste uge var jeg henne for at hente mine værker. Det store fad kunne de ikke få ud af formen, så jeg stod i 10 min og bankede let med en hammer mange forskellige steder og håbede på at skålen ville komme ud af formen! pyh ha, heldigvis lykkedes det at få mit blomsterfad helt ud og nu har det stået i flere dag med kæmpe tobak og vingetobak. Billederne er taget for 4 dage siden og planterne er vokset siden. Det brunlige materiale er tilsat spagnum, så vandet kan komme ud af fadet stille og roligt. 

De store fad til venstre er bare så stort og lækkert, det bliver spændende at se
når planterne vokser til. De 4 hvide krukker er lavet af en anden støbning
og jeg gav Inger den firkantede med nogle små hjemmelavede planter i.
Hun måtte jo melde afbud til kurset, men et minde skal hun da have.

Disse krukker har jeg støbt i to IKEA skraldespande og de passer
perfekt til de her græsser, også fra Toves have
Slut for nu, jeg sidder på terrassen og regnen slår stille ned på halvtaget. Mine fødder er ved at være kolde og de er meget beskidte, så et dejlig varmt bad skal jeg have nu.

Den første agurk og nyt fra haven

Sommeren er herlig. Jeg har lige høstet vores første agurk, vi fik del den i tre stykker og sikke en lækker smag og konsistens. 

Det er ikke fordi jeg ikke oplevet noget, at jeg ikke har skrevet her på bloggen. Dagene er fløjet afsted og jeg har stort set befundet mig konstant i haven. Plantet planter om og i jorden.
I weekenden fik vi fundet nogle pallerammer, brugte og til 30 kr stykket. Allan fik malet dem og nu er de første 3 højbede lavet og plantet til med 7-8 artiskok planter, grønkål, iceberg og pluksalat. Så høsten af jordbær er i hus, skal de små nye planter også sættes over i et langt højbed.


Jeg har også fået rengjort diverse potter og roottrainers i den periode, hvor vinden har været stille. I dag har jeg plantet endnu flere planter ud og rengjort endnu flere potter. Der er nok lidt rigeligt med planter og de er nu plantet ud i jord fra hønsegården og det er det rene vokse-krudt - sikke planterne vokser. 

Vingetobak, hjemmelavet. Frøene tog jeg fra planter fra sidste år,
nu skal de bare vokse lidt.

Jeg får hørt lydbøger imens jeg pusler i haven og lige nu er det "Trækopfuglens krønike" af Haruki Murakami, mærkelig fortælling, men jeg har "læst" to af hans bøger tidligere, så denne skal nok også komme i kassen, nu er jeg næsten halvvejs.